Jeg er altid bange

Af Maja Plesner

- Første gang var i 1963. Politiet kom om natten og arresterede min mand og mig og vores fire børn. Den yngste var kun to måneder, den ældste seks år. Vi fik bind for øjnene og blev kørt til et fængsel, hvor mændene blev torteret til døde. Min mand blev også dræbt under tortur.
Samira er kristen iraker. Hun kom til Danmark som flygtning i 1993 og er gennem flere år blevet behandlet på RCT.
- Jeg var kommunist, svarer hun kort, da hun bliver spurgt, hvorfor hun og familien blev hentet.
- Bare en i familien er kommunist, forfølger de hele familien og udsætter dem for tortur. Selv blev Samira gennem to-tre måneder dagligt udsat for tortur under sit fængselsophold.
- De brækkede mine arme. Og jeg blev torteret for øjnene af mine børn ...
Samira kan ikke holde tårerne tilbage. 35 år efter står hændelsen stadig lysende klart i hendes erindring. Hun holder en pause og skjuler et øjeblik ansigtet i hænderne. Så fortsætter hun, mens hun tørrer tårerne væk:
- Der var mange mennesker. De gamle blev smidt på gulvet. Vi kom ned i en kælder ... 27 kvinder og 12 børn i en lille bitte celle. Vi måtte skiftes til at sidde og ligge ned. Vi kunne ikke vaske os. Børnene blev syge. Tre gange om dagen fik vi lov at gå på toilettet ...
Samira taler hurtigt, oprevet og staccatoagtigt. Hendes krop er i uafbrudt bevægelse. En lille hvid serviet bliver skiftevis knuget, foldet og glattet ud mellem hendes fingre.
- Ude på gangen torterede de folk, så vi kunne stå og se på det, fortæller hun.
Samira fik sin mindste datter med i cellen. De tre andre børn blev taget fra hende og sendt hjem til hendes svigerinde.
- Efter fire måneder blev jeg flyttet til et kvindefængsel, og torturen stoppede. Men vilkårene var forfærdelige. Vi var 12 i en lille celle. Jeg fik alle mulige sygdomme, fordi der var fugtigt og snavset. Der løb en kloak lige udenfor, som gjorde, at der altid vrimlede med rotter og insekter. Og om sommeren, når der blev over 45 grader varmt, var stanken uudholdelig, husker Samira.
Først efter et år kom hun for en domstol. Hun blev idømt seks års fængsel, fordi hun var medlem af kommunistpartiet.

Konstant overvåget
Fængslet stjal de bedste år af Samiras liv. De år, hvor hun skulle have været der for sine børn og set dem vokse op. Og da hun endelig i 1969 blev løsladt, svækket fysisk og psykisk af torturen og det lange fængselsophold, var det ikke til frihed. Tværtimod fortsatte pinslerne og ydmygelserne.
-Jeg var som jaget vildt. Det hemmelige politi forfulgte mig. Stoppede mig på gaden og generede mig. Tjekkede mit hjem. På mit arbejde blev jeg afhørt i flere timer foran mine kolleger. Jeg var konstant overvåget. Dag efter dag. År efter år. Det var næsten den allerværste periode af mit liv.
I 1979 blev Samira arresteret igen på grund af sine aktiviteter i kommunistpartiet.
- Det var min chef, der afslørede mig.
Endnu engang kom hun i fængsel uden rettergang.
-Jeg fik elektrochok. De tvang os under tortur til at skrive under på, at hvis vi var medlemmer af kommunistpartiet, accepterede vi at blive dømt til døden. Men kommunismen er min tro. Jeg har ikke gjort noget galt.

Kan aldrig vende hjem
I 1993 i forbindelse med Golfkrigen, kunne Samira ikke længere klare at være i Irak, og det lykkedes hende at flygte til Danmark, hvor hun først fik afslag på asyl, men til sidst fik humanitær opholdstilladelse.
-Jeg kan nok aldrig vende hjem. I Irak er der dødsstraf for at have søgt asyl i et fremmed land. Men jeg er ikke nervøs for mit eget liv. Mere for, hvad der kan ske min familie i Irak.
-Jeg er altid bange. Men det har hjulpet et komme her i RCT. Før var mine øjne altid rødsprængte, fordi jeg græd næsten konstant. Nu kan jeg smile igen. Det er en stor støtte at blive behandlet her og klubben, hvor vi mødes to gange om ugen, er næsten det allerbedste. I et par timer føler vi os ikke alene, og sammen kan vi glemme alle vores problemer. Men ellers forfølger oplevelserne mig altid. Jeg er urolig, sover dårligt og vågner mange gange. Jeg har smerter i hele kroppen. Jeg er ikke mig selv, og jeg kommer aldrig til at leve et normalt liv.
- Mit største ønske er, at der kommer demokrati i Irak.