Fængselstilsyn skal forebygge tortur i Mellemøsten og Nordafrika

RCT: Restart Center for Rehabilitation of Victims of Violence and Torture inspicerer fængsler i Libanon. Hvad er den største udfordring, du/I møder i dette arbejde?
Suzanne Jabbour (SJ): Lad mig starte med at fremhæve noget positivt: I Libanon har vi rent faktisk adgang til fængslerne. På den måde er vi bedre stillet end vores kollegaer i de fleste arabiske lande, hvor ikke-statslige organisationer har ingen eller meget begrænsede muligheder for at foretage fængselstilsyn.
Vi besøger fængsler tre dage om ugen - det er hårdt arbejde, hvilket er grunden til, at vi ikke kører på med besøg fem dage om ugen.
Vores tilstedeværelse giver et udefrakommende og uafhængigt blik på et ellers helt lukket område af vores samfund: fængselssystemet. Vi er fysisk til stede og snakker med alle både fanger og personale: vagter, læger, sygeplejersker, socialrådgivere og fængselsledelsen for at kortlægge forholdene i fængslerne og for at hjælpe de indsatte, så godt vi kan.
Forholdene i de libanesiske fængsler er dårlige, så fangerne kæmper med mange problemer. Samtidig er fængselsområdet politisk underprioriteret. Dertil kommer, at sundhedssystemet i fængslerne ikke er en del af det offentlige sundhedssystem. I praksis betyder det, at de interne sikkerhedsstyrker (der står for fængslerne) kan flytte penge fra fængselsbudgetterne til andre formål - hvilket de gør!

RCT: Hvordan arbejder I?
SJ: Vi tilbyder forskellige sundhedsydelser til de indsatte - ydelser, der er stort behov for, men som staten ikke tilbyder. Fængslet i Tripoli [Libanons næststørste by, hvor Restart har sit hovedkvarter, red.] er et sigende eksempel på de problemer, vi typisk møder. Fængslet ligger i en bygning, der tidligere fungerede som hestestald. Der er 16 celler med en officiel maksimum-kapacitet på 300 fanger. I øjeblikket er der 970 indsatte. Det betyder, at der er op til 70 personer i hver celle.
Luften er dårlig; de indsatte befinder sig i cellerne 24 timer i døgnet; de har ingen adgang til udendørs områder og får ingen sol; de døjer med kakerlakker; og de spiser, sover, bader, ryger og går på toilettet i det samme rum. Der soves på skift, ti indsatte ad gangen. Der er ikke madrasser eller tæpper, og pladsen er så trang, at man kun kan sove på siden, ikke på maven eller på ryggen. Derfor er kroniske muskelsmerter udbredt.
Dertil kommer, at mange har været udsat for tortur i forbindelse med deres anholdelse og efterfølgende varetægtsfængsling. Disse fanger lider typisk af depression, angst, PTSD, personlighedsforandringer og/eller andre psykiske lidelser.

RCT: Hvad gør I for fangerne?
SJ: Når vi besøger fængslerne, foretager vores socialrådgivere først en vurdering af de enkelte fangers tilstand. Derpå bliver de tilset af vores læger, psykologer, psykiatere og/eller fysioterapeuter alt efter behov. Vi uddeler også medicin, hvor det er nødvendigt.
Desuden holder vi workshops, der hjælper fangerne til at gøre, hvad end de kan for at forbedre deres vilkår inden for de rammer, der nu engang er. Vi underviser for eksempel i personlig hygiejne og rådgiver fanger, der har misbrugsproblemer. Desuden tilbyder vi sprogkurser - engelsk såvel som arabisk for fanger, der ikke kan læse og skrive.

  RCT: Restart og RCT er lige nu ved sammen at starte et nyt program. Kan du fortælle lidt om formålet med programmet?
SJ: Restart har arbejdet sammen med RCT, lige siden vi blev stiftet i 1996. Og vi har foretaget fængselstilsyn siden 2004. Hovedformålet med det nye program er at træne enkeltpersoner og organisationer i Marokko, Tunesien, Libyen, Egypten, Palæstina, Jordan, Libanon og, om muligt på længere sigt, Syrien i at inspicere fængsler og hjælpe med at forbedre forholdene for fanger i de respektive lande - ligesom vi gør det i Libanon.
Konkret kommer det til at foregå ved, at vi samler folk fra hele regionen til en række seminarer om fængselstilsyn. Her vil deltagerne ikke blot få teoretisk viden men også komme med på fængselsbesøg sammen med garvede folk, der har hundredevis af inspektioner bag sig. Samtidig får de deltagere, der allerede arbejder med fængselstilsyn, muligheden for at udveksle erfaringer og lære af hinanden. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med vores nye projekt. Internationalt samarbejde er ekstremt vigtigt. For os i Restart er det først og fremmest værdifuldt, at vi gennem dette samarbejde med RCT kan brede vores erfaringer fra Libanon ud til resten af regionen. Det bliver lærerigt for os, og forhåbentlig også for vores kommende partnere i regionen.

FAKTA
Restart Center for Rehabilitation of Victims of Violence and Torture er en libanesisk NGO, der yder medicinsk og psykosocial bistand til ofre for vold og tortur. Restarts direktør, Suzanne Jabbour, er desuden næstformand for FNs Subkomité til Forebyggelse af Tortur og er komitéens første arabiske medlem.

FAKTA
I december 2011 påbegyndte RCT et ambitiøst projekt, der dækker Libyen, Tunesien og Egypten. Projektet skal hjælpe med at forebygge tortur og skal bistå de mange torturoverlevere i de tre lande med at overvinde de psykiske og fysiske følgevirkninger af torturen. Projektet, der er finansieret af Udenrigsministeriet til og med juni 2012, skal desuden træne uafhængige personer og organisationer i en række lande i Mellemøsten og Nordafrika i at foretage uafhængige fængselstilsyn med henblik på at forebygge tortur i fængsler.