Jeg ville bare dø

- Han satte en kalashnikov for min tinding og sagde: "Nu skal du dø. Hvad vil du gøre ved det?" Jeg svarede, at han jo selv havde bedt mig hente min fasters tøj i huset, og at jeg var ikke bange. Den slags var jo hverdag for os.
Adisa Mujezinovic taler hurtigt. Blikket er intenst. Øjnene er en smule røde, men tårerne kommer ikke.
- Jeg er blevet så stærk, at jeg kan tale om det i dag. Havde du spurgt mig for et år siden om, hvordan jeg havde det, havde jeg sagt, at jeg ville begå selvmord.

Adisa var bare 12 år gammel, da krigen i Bosnien brød ud, efter at landet ved en folkeafstemning besluttede at løsrive sig fra Jugoslavien. Adisa har muslimske rødder, og livet som muslim i Bosnien var ikke let, fortæller hun.
- De (serberne) ville have os ud af landet. Jeg husker en aften, at vi var i min fasters hus for at hente nogle ting. Vi havde ingen elektricitet, men der var vand, så jeg tog et bad. Mens jeg stod under vandet, hørte jeg skud fra maskinpistoler og min familie skrige, at jeg skulle kaste mig ned på gulvet. Serberne skød på huset udelukkende for at fordrive os og tage vores ting, fortæller Adisa, som har et hav af dårlige minder fra sin barndom.

- Jeg kan også huske, at jeg engang var nede og bade i floden med nogle børn og nogle voksne. Vejret var skønt. Det var 35 grader, og naturen omkring floden var så smuk. Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg slog fødderne ned i noget. Det var et lig. Han var helt hvid, og øjnene meget store. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre, men de voksne fik os til at trække dem ud af vandet, så de ikke blev beskudt længere nede af floden. For det gjorde kroaterne. Der var 11 i alt, mænd og kvinder, husker hun.

Flygtede til Sverige
Chikanen af familien stod på helt frem til 1996, hvor de blev kontaktet af en serbisk kvindelig soldat, som de kendte. Soldaten sagde, at det var nu, ellers ville de blive udrenset. Med soldaten på forsædet slap familien igennem de mange vejspærringer, som nogle gange kun havde få hundrede meter mellem sig. Kvinden viste tre fingre, og så kunne de køre igennem uden spørgsmål. I Zagreb gik de om bord i nogle busser, som fragtede dem til Schweiz, hvorfra de kom til Sverige. Her fik Adisa og hendes familie asyl.

I Sverige var Adisa opsat på at lære sproget og gøre gymnasiet færdigt. Efter en blind date mødte hun sin mand, som boede i Danmark. I 2004 flyttede hun hertil for at blive gift med kæresten. De fik sønnen Emil, og Adisa kæmpede på ny for at tilegne sit nye lands sprog. Hun fik et job som pædagogmedhjælper i en børnehave i Klampenborg nord for København.
-Jeg sad med tre børn. Og mens jeg sad der, kom jeg til at tænke på, hvor godt børnene har det her. Sådan var det ikke for mig, og så begyndte jeg at græde, fortæller hun.

Det blev begyndelsen på Adisas nedtur. Hun blev mere og mere depressiv. Hun isolerede sig og ville helst sidde i fred bag nedrullede gardiner.  Om natten vendte de ubehagelige oplevelser fra Bosnien tilbage. I drømmene forhindrede hun som i virkeligheden, at hendes far blev samlet op af lastvognene, som kørte folk til koncentrationslejrene. Her blev mændene bedt om at tage en tallerken og bestik med. Kom man først med på lastvognen, kom man ikke hjem igen.
- Jeg vågnede om natten efter mareridtene og troede, at jeg skulle dø. Så hurtigt bankede mit hjerte. Jeg var som en kanin i skoven. Altid på vagt. Altid parat til at flygte, forklarer Adisa.

Også nyhedshistorier på TV kunne udløse Adisas angst. Hun fortæller, at bandeopgør og skyderier gjorde hende frygteligt bange. Det samme gjorde høje, pludselige lyde.
- Når sirenerne bliver testet én gang om året, panikker jeg. Det er som en eksplosion i kroppen. Jeg får trykken for brystet, og det er som at være tilbage i Bosnien. Hele min dag bliver ødelagt, fordi jeg tror, at flyene og helikopterne kommer. Det samme sker nytårsaften. Fyrværkeriet minder mig om kampene, siger Adisa.

Ud af isolation
Det var kolleger i børnehaven, som ledte Adisa på sporet af RCT. De fik hende til lægen, som anbefalede hende behandling på RCT. Ventetiden var desværre lang, fik hun at vide, men da hendes egen psykolog også anbefalede hende RCT, søgte hun om at komme i behandling.
- Jeg var meget nervøs første gang. Jeg skulle sidde i en gruppe med nogle ældre bosniske kvinder, og her talte vi blandt andet om det at flygte. Det var svært at tale om det i begyndelsen, men det hjalp mig til at forstå, at jeg ikke var den eneste i verden, som havde det sådan her. Bliver jeg ked af det, kan jeg læse i min bog, hvor jeg har beskrevet mine oplevelser, og så får jeg det bedre, siger hun.

Samtidig med gruppeterapien, gik Adisa også i terapi hos en af RCTs psykologer.
- Hun hjalp mig med at håndtere min angst. Jeg fik forskellige værktøjer. For eksempel har jeg lært at trække vejret dybt og roligt, hvis jeg kan mærke, at panikken kommer, eller hvis jeg vågner med mareridt. Psykologen tvang mig også ud af min isolation, for jeg kunne ikke engang gå på legepladsen med min søn. Vi begyndte at gå ture, og nu elsker jeg at gå i Tivoli og Zoologisk Have, griner Adisa og fortsætter:
- Jeg elsker livet. Jeg er sluppet ud af det fængsel og af den straf, som angsten var. Det bliver hele tiden bedre, fordi jeg har lært at håndtere den.

Adisa Mujezinovic har i dag afsluttet sin behandling på RCT og er i gang med en uddannelse som kontorelev i Frederiksberg Kommune.