Torturofre får ikke behandling i tide

En undersøgelse foretaget af Røde Kors og Amnesty International vurderer, at 40-45 procent af flygtninge, som kommer til Danmark, har været udsat for tortur. Af disse vurderes det, at cirka 60 procent har behov for et behandlingstilbud. Problemet er, at mange desværre får tilbuddet for sent. På RCT oplever vi, at klienter cykler rundt i det sundhedsfaglige og sociale system i mange år, før en læge eller jobkonsulent med kendskab til tortur stiller spørgsmålet: "Har du været udsat for tortur?"

Kroniske smerter
At være torturoffer er i sig selv ikke nogen diagnose. Nogle torturofre går gennem livet uden de store problemer, mens andre må leve med fysiske handicaps og psykiske lidelser. De fleste torturofre, vi behandler på RCT, har kroniske smerter. Nogle stammer fra torturen. Det kan være skader på led og sener, som opstår ved for eksempel palæstinensisk ophængning. Her får offeret bundet hænderne på ryggen. Derefter hejser man ham op i armene. På et tidspunkt kan han ikke holde imod længere, og presset fra kroppen får skuldrene til at gå ud af led. Personer, der har været udsat for falangatortur, dvs. er blevet slået under fødderne, har fået brusk, knogler og nerver ødelagt, således at hvert skridt smerter. Ja, det er meget udspekuleret og ondt. Torturofrene har tendens til at håndtere smerterne, som var de akutte. Det vil sige, at de kompenserer med resten af kroppen for at undgå smerten i skuldrene og benene. Lang tids kompensation medfører andre problemer, typisk rygsmerter.  

Angst og mareridt
Derudover lider mange af de flygtninge, som kommer på RCT, af kronisk posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), depression, angst, flashback, søvnproblemer, koncentrations- og indlæringsbesvær. Prøv at forestille dig, at du hver nat vågner badet i sved, fordi du i dine drømme genoplever torturen. Når din søvn bliver ødelagt, bliver din evne til at huske og fungere i dagligdagen reduceret kraftigt. Tortur ødelægger forståeligt nok også tilliden til medmennesker. Især myndighedspersoner har mange torturofre det svært med. Det er ikke så underligt, når man tænker på, at det var personer fra staten, som udøvede torturen i hjemlandet. En del er også bange for hunde, fordi de er blevet brugt i torturen. Det er den virkelighed, mange torturofre lever i dag efter dag, år efter år.

Tortur er tabu
Når flygtningene forlader asylcentret med en tidsbegrænset opholdstilladelse i hånden, får de også deres egen lægejournal med i hånden. Det skyldes, at asylanten ikke har fået tildelt en læge, som asylcentret kan sende journalen til. Det vil sige, at det er op til den enkelte flygtning, som måske ikke selv er klar over, hvorfor han har det dårligt, at skabe forbindelse mellem de mange symptomer og behovet for torturrehabilitering. Det er op til torturofferet at gå til sin læge med journalen og fortælle, at han eller hun har været udsat for tortur. Og da tortur ofte er forbundet med skyld og skam, blandt andet fordi mange har været udsat for seksuelle krænkelser, hænder det ofte, at oplysningerne bliver hos ofrene. Når man samtidig har dårlig hukommelse, måske ikke har fortalt sin familie om torturen og lider af myndighedsangst, ligger en henvisning til rehabilitering ikke lige for.

Samtidig tænker den praktiserende læge måske ikke, at de mange smerter og psykiske problemer skyldes tortur. Og så er det, at årene passerer, uden at der bliver taget hånd om problemerne. Og da vi på RCT, undskyld udtrykket, ikke får ofrene frisk fra cellen, er der større risiko for, at problemerne bliver kroniske. Dermed er vores behandlingstilbud mindre effektivt.

Traumer går i arv
Dertil kommer, at torturens traumer går i arv til børnene. Det betyder, at børn af flygtninge kan have nogle af de samme symptomer som forældrene. Det kan være angst, nedtrykthed, indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær mm. Børnenes problemer viser sig i skolen, men ofte forbinder de ansatte det ikke med, at der kan være en relation til et traumatiseret familiemedlem. En tidlig indsats kræver ikke bare tidlig rehabilitering, men en bred koordineret indsats, som omfatter familiens netværk.

Spar års lidelser
I dag kan et torturoffer ikke få decideret torturrehabilitering, mens han eller hun i asylfasen. Personer med behandlingsbehov kan ud over somatisk behandlingstilbud få 12 konsultationer hos en psykolog eller mellem 15-30 konsultationer hos en psykiater. For nogle er dette nok, for andre er der behov for en tværfaglig rehabiliteringsindsats, som vi blandt andet tilbyder på RCT. Samtidig ved vi fra vores egen forskning på RCT, at ophold i asylcentrene gør børnene endnu mere syge. Jo hurtigere flygtningene kommer ud af centrene, desto bedre får de og deres børn det på den lange på bane.

Der findes ingen klar videnskabelig evidens for, at en tidlig indsats virker, men der er meget der tyder på, at det er tilfældet. En tidligere indsats kunne meget sandsynligt spare ofrene for mange års lidelser, udgifter til læger, jobaktiveringer og anden sagsbehandling, som ofte følger i kølvandet på torturofre, som har svært ved at klare et job og dagligdagen i det hele taget.