SkipNavigation


Primær navigation

Aktivist-forum skal sikre bedre forhold for fanger i MENA

Udgivet 13.07.2012

Celler, der er så overfyldte, at fangerne må ligge på siden og sove. Fugtige madrasser fyldt med utøj. Endeløse dage uden mulighed for meningsfuld beskæftigelse. Familiebesøg uden fysisk kontakt. Elendig mad, korrupte vagter og hyppig vold.

Sådan er hverdagen for de fleste fanger i MENA-regionens fængsler.

Det var disse problemer, der var på dagsordenen, da 30 menneskerettigheds-forkæmpere på initiativ af RCT og den libanesiske NGO Restart Centre for Rehabilitation of Victims of Violence and Torture mødtes Tripoli, Libanon, i begyndelsen af juli. I løbet af fire intense dage udvekslede deltagere fra Libyen, Tunesien, Egypten, Marokko, Palæstina, Jordan og Libanon erfaringer og idéer om, hvordan aktivister og NGOer kan bidrage til at forbedre forholdene for fanger i regionens fængsler. Hvilke strategier kan man benytte for at få myndighedernes tilladelse til at besøge fængsler? Hvilke metoder har virket i Marokko og Jordan? Kan de overføres til Libyen og/eller Egypten? Hvad skal man være særligt opmærksom på, når man besøger et fængsel? Hvordan indsamler man nyttige informationer uden at bringe fangerne i fare? Etc.

I tilgift til erfaringsudveksling besøgte gruppen fire fængsler i Tripoli, herunder byens største fængsel (der har en officiel kapacitet på ca. 400 fanger men for øjeblikket huser 650). Besøgene understregede i varierende grad, hvor stort behovet er for et udefrakommende blik på forholdene i fængslernes lukkede verden. I tilgift til de ovennævnte problemer er fængslerne præget af et system af såkaldte shawish - fanger, som fængselspersonalet udvælger til at overvåge andre fanger. Som modydelse modtager disse fanger særlige privilegier, som for eksempel retten til frit at bevæge sig rundt i fængslet uden for cellerne, letter adgang til kontakt med verden udenfor. Et ugennemsigtigt system, der inviterer til omfattende korruption, hvilket da også i langt de fleste tilfælde er konsekvensen.

Som afslutning på fire dages intens aktivitet enedes gruppen - der består af folk, der hidtil har haft ingen eller kun lidt kontakt - om at bygge videre på det netværk, der er grundlagt som resultat af mødet i Tripoli. I en fælles udtalelse understreger gruppen vigtigheden af, at uafhængige organisationer og personer har adgang til at foretage jævnlige, uanmeldte besøg i fængsler og andre steder, hvor folk er frihedsberøvede. Gruppen opfordrer desuden regionens regeringer til at ratificere og effektuere den såkaldte tillægsprotokol til FNs Konvention mod Tortur. Og ikke mindst udtrykker den sin intention om at opbygge et stærkt regionalt samarbejde om at bringe overgreb mod MENA-regionens fanger til ophør.

Gruppen, der lægger vægt på at være praktisk orienteret frem for at opbygge en formel struktur fra begyndelsen - med alt hvad det medfører af bureaukratiske udfordringer - mødes næste gang i november 2012, sandsynligvis i Jordan.

Mødet i Tripoli og gruppens kommende arbejde er støttet af Udenrigsministeriet og udgør en vigtig del at et større RCT-program, der har til formål at forebygge tortur og rehabilitere torturoverlevere i MENA-regionen.

    blog comments powered by Disqus

    Kontakt os

    DIGNITY
    Dansk Institut
    Mod Tortur

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra DIGNITY